Da jeg vågnede her til morgen var min krop stadig helt åben, som var den boblende transparent. En sitren uden noget andet.
Jeg har været på nattevandring med mine skønne kollegaer fra Tantravision og deres partnere. En tur som jeg egentlig ikke havde de store forventninger til, andet end at de er hyggelige og inspirerende at være sammen med. Jeg havde lånt en ”rumdragt”, så jeg i hvert fald ikke skulle få problemer med kulden.
Hans var vores guide. Han fortalte, at det blev en rejse både på det ydre, men også på det indre plan. Han ville undervejs på turen byde ind med opgaver til den indre rejse. Vandringen ville foregå i stilhed, men inden vi startede skulle vi lige lægge vores mobiler i bilen. Med en indre modvilje lagde jeg mobilen tilbage. Interessant at den helst skal være lige inden for rækkevidde – også på en nattevandring.
Mobilerne bliver slukket og den sidste bildør smækker. Med ét er der fuldstændigt mørkt og nattevandringen er i gang. Min krop stivner og mit hoved kværner med frygt og modstand. Det her er jo fuldstændigt vildt, jeg kan jo ikke se en skid. Alle mine svage led, jeg er for gammel til det her. Jeg falder garanteret og brækker noget, og så kan jeg ikke lave massage.
Vi var kun lige kommet ind i skoven, da vi forlod skovstien, og så forsatte turen ellers i naturlig skovbund. Det er ikke nogen let opgave at passere et stort knækket træ i en rumdragt. På et tidspunkt går det i min frygtsomme verden meget stejlt ned ad. Jeg fornemmer, at der går en nærheden af mig og tænker, at hvis jeg får fat i vedkommendes hånd, kan vi passe på hinanden. Men hånden ville ikke have min hånd.
Lige der gik det op for mig, at jeg blev nødt til at slippe mit hoved og frygten, som blot er en tanke, hvis jeg skulle have en sanselig oplevelse ud af denne tur. Min krop var blevet varm, og min stivhed havde fortaget sig. Jeg bevægede mig faktisk ganske godt gennem den mørke naturlige skovbund. En ugle giver lyd fra sig. Den er tæt på, og jeg prøver, om jeg kan få øje på den, men her er for mørkt. Mærker hvordan mine sanser bliver ved med at åbne sig i takt med, at min krop giver slip. Det er, som om den vokser og udvider sig. Jeg bliver ikke tungere, men lettere.

På et tidspunkt sidder jeg på en træstub i et område, hvor der er fældet flere træer, og der står kun et par stykker tilbage hist og pist. Jeg har taget mine handsker af, da mine håndflader brænder. Det er som en kraftig strøm af noget der sitrer, som bare vælder ud af hænderne på mig. Foran mig står der et dødt træ, hvor der kun er en lige stamme tilbage. Jeg ser en sitren omkring det . Det får mig til at tænke på døden. Jeg tror ikke på, at døden er definitiv. Men mere en bevægelse i livet. Den træstamme står der jo, og når den ikke står der mere, er den i jorden. Her blander den sig med alt det andet, og en dag kommer der et nyt træ op. Ligesom bølger på et hav. De opstår og de forsvinder, men er aldrig helt væk.
Vi har fået en af de indre opgaver, og jeg søger hen mod et træ, som jeg favner. Jeg opdager, at der er et stort ar i barken. Jeg lægger min hånd hen over det, og resten af min krop står helt tæt op af træet. Det er rigtig rart, og det skaber en ro. Jeg mærker en dyb kærlighedsfølelse folde sig ud i mig. Det blev pludselig helt klart. Healer jeg noget i universet, healer jeg også mig. Healer jeg mig selv, healer jeg også universet. Jeg bliver endnu mere varm om hjertet, da jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis flere mennesker fik denne oplevelse og denne erfaring.
Jo mere jeg går, des mere åbner og udvider jeg mig. Det er, som om tingene flyder sammen. På et tidspunkt lægger jeg mig i skovbunden under nogle høje nåletræer. Jeg er ét med skovbunden, som kigger op under kronerne på disse nåletræer. Der er en revne deroppe mellem kronerne, som jeg kigger igennem. Ud på den anden side. En ekspansion ud i et uendeligt rum. Hvor blev jeg da lige pludselig mikro lille i dette kæmpe univers. Alt, som havde kværnet rundt i mit hoved, blev så ligegyldigt og uden betydning. Wow, hvilken befrielse.
Jeg bevæger mig i tæt skov. Trækronerne dækker himlen, og her er helt mørkt. Jeg kan ikke høre nogen. Kun lyden af vinden, der løber hen over trækronerne. Herinde er der ingen vind. Det er, som om naturen omkring mig bliver transparent. Jeg ved ikke, om jeg går i skovbund til livet. Forhindringer og modstand har ikke længere betydning. Og mens jeg står der i mørket, opdager jeg, at jeg ser alt. Ikke noget bestemt, men alt uden adskillelse. Alt i et.
Nogen rumster omkring mig, og jeg er tilbage i dualitetens verden. Vi bevæger os langsomt ud af skoven igen. Der bliver et bål tændt, og vi kan lade vores oplevelser falde til ro med en kop varm suppe. Det er her ved bålet, jeg får at vide, at det ikke er en ugle, jeg hørt, men en ulv.
En taknemlighed fylder min åbne og sanselige krop.

By |2018-10-18T14:03:28+01:00January 16th, 2018|Uncategorized|1 Comment

One Comment

  1. flemming bruhn August 6, 2018 at 11:56 am - Reply

    SPÆNDENDE.. …

Leave A Comment