Vågner med en dyb sorg i mit hjerte og en meget gammel og smertelig erkendelse. Jeg har mærket liv og generationer af svigt.
Svigt som ikke har været muligt at mærke og tage sig af, fordi det handlede om at overleve. Overleve de svigt, som i første omgang er begået af andre, der skulle passe på mig, da jeg var et lille barn.

Jeg lærte hurtigt, at svigt var noget jeg måtte leve med/overleve med. Jeg mærkede ikke, når jeg blev svigtet og voksede op med en fortælling, der siger, “jeg har brede skuldre, det kan jeg godt klare”, selvom jeg et eller andet sted godt vidste, at det var forkert. Men jeg rystede bare mine brede skuldre og bevægede mig videre i livet.

Efterhånden mærkede jeg, hvordan mine skuldre og skridt blev tungere. Jeg begyndte at få hovedpine, og ligesom de tidlige svigt håndterede jeg det på samme måde – ved at tage piller og klemme ballerne sammen og komme videre med livet og de ting der skulle gøres.

Hovedpinerne er taget til gennem årene.
Jeg er uddannet pædagog, for at kunne hjælpe andre.
Jeg har optrådt for at kunne underholde andre.
Og jeg er også blevet en ret dygtig massør, coach og underviser for at kunne hjælpe andre.
Nok fordi jeg det var så svært at hjælpe mig selv.

Hovedpinerne bliver så invaliderende, at det er dem, der styrer mig, og hvad jeg kan deltage i. Kan jeg nu få lov at deltage eller skal jeg lægges ned med migræne?
På et tidspunkt rammer jeg muren og jeg kan ikke mere tage mig sammen til at tage mig sammen. Jeg er brændt sammen.

I dag er jeg blevet gode venner med min hovedpine. Jeg byder den velkommen og fortæller, at den gerne må være der, og at jeg er glad for, at den passer på mig og advarer mig om, at noget er på vej. Så siger jeg tak og fortæller, at jeg ikke fejler noget, og at jeg er nu voksen og kan godt selv tage vare på det, der nu er.