Mit hjerte åbner og jeg fyldes med en dyb taknemlighed over de møder jeg har, her hos mig. At kunne finde ind til et kærligt møde gennem samtale. At lade samtalen opstå som den gerne vil lige der, autentisk. At observere hvordan tilliden og letheden stille og roligt fjerner maskerne, en for en.
Når “samtalen” har fået snakket alt det ydre af. “kappen”som vi ofte gemmer os bag uden af vide af det. Når den er lagt, går vi ind i det tantriske rum. Et kærligheds rum. Et rum hvor der ikke skal ske noget bestemt. Du inviteres til at hengive dig til massagen. At give dig selv lov til at synke ind og gå på opdagelse i dig selv. At mærke hvad der opstår. At turde give slip og lade det ske. Det er en smuk gave, at give sig selv.
Jeg har lige haft en massage hvor han under samtalen bla. fortæller at han ikke har grædt i 30 år. Da vi går igang med massagen mærker jeg hvordan han forsigtigt giver slip og synker ind i sig selv og langsomt hengiver sig til massagen. På et tidpunkt mærker/ser jeg at han kæmper med nogle tårer. Til sidst vælger han bare at give slip og lade tårerne trille. Mit hjerte åbner sig helt op. Ikke fordi han græder, men fordi øjeblikket udfolder sig direkte uden at skulle være på en bestemt måde. Det er som det er. Kærlighed.
Jeg kan stadig undre mig sammen med mine gæster over hvordan to fremmede mennesker kan mødes i så smuk en kærlighed uden at skulle noget, andet end bare væren. Det er en stor gave, at få lov at holde og guide disse kærligheds rum. Af hjertet tak.

Kærlig hilsen Marianne.