Vejen til alt i et

Jeg bevæger mig af sted ud af vejen. Jeg glæder mig til denne tur, som jeg ved hjælper mig med at komme ud af hovedets konstante forholdene sig til alle ting. Solen skinner og jeg bevæger mig ud i den åbne natur, hvor der er højt til den smukke blå himmel.

Jeg mærker den hårde asfalt under mine fodtøj. Jeg tænker at jeg bare lige skal i gang med at gå. Selvom en grusvej nok ville have været bedre at gå på. Mine øjne fyldes af smukke gule rasp marker. Solen, ildens og forvandlingens farve. Jeg må ind og stå mit i marken og tage en selfie film hele vejen rundt. Hvor herligt og opløftene at stå i alt det gule. Jeg bobler lige af lykke et øjeblik. Jeg bevæger mig igen ud af rapsmarken og opdager at jeg er fyldt med gul rapspollen som ikke lige er helt let at få af. Mens jeg står der og børster af, fyldes min næse af rapsmarkens ubestemmelige lugt hmm.

Jeg slipper raspmarkens pollen og lugt og bevæger mig videre. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det er en af de første dage hvor jeg mærker solens kraft. Det er også nu at jeg mærker at jeg har fået for meget tøj på. En lidt syrlig vind parsere. ”hvornår lærer du det med påklædningen”………. Lige der vågner jeg op og tænker hvad kan jeg bruge den kritik til lige nu. Absolut ingen ting.

Jeg begynder at tage noget af mit tøj af og binde det rundt om livet. Det er faktisk rart at have noget ekstra varmt rundt om min ømme len. En ofte hørt sætning dukker op i mit hoved ” det skal bare gås væk” På en forunderlig måde er der noget rigtig i den sætning. Så jeg forsætter min vandring. Og mens jeg vandre slapper min krop mere af . Det er som om den acceptere situationen som den er. lige i dette øjeblikket. Roen breder sig og afløses af en lethed. Hjertet lethed. Jeg trækker vejret dybt og slipper i en udånding .Det er som om naturen kommer tættere på, uden at jeg behøver at forholde mig til den. Eller bedømme den. Hvad kan jeg li eller ikke li. Den er der bare og jeg bevæger mig i den.

Jeg får en indskydelse til at lægge mig i noget der ligner en grøftekant. Jeg kigge op i den uendelige blå himmel. Jeg hører sanglærken og prøver om jeg kan finde den på himlen. Jeg får øje på en lille, men meget livlig bevægelse og mit hjerte smiler. Jeg mærker jorden, græsset luften, lydene og hvad der ellers er omkring mig. Det er som om det hele smelter sammen og bliver til en bevægelse af livlighed. En livlighed som opstår hele tiden og forsvinder igen. Der er ikke længere mig og den. Kun livlig bevægelse. Der er ikke noget godt eller skidt. Kun livlig bevægelse. Ikke noget som var eller kommer. Kun øjeblikkes livlige bevægelse. Lige der opstår lykken helt af sig selv. Og jeg fyldes af taknemlighed over at være en del af alt som er.

Jeg elsker disse øjeblikke som udtrykker sig i kærlighedens uendelighed. Øjeblikke som der bliver flere og flere af. De opstår ikke kun i naturen, men også på meditations puden eller i min tantriske praktisk. En tantramassage peger i den retning. En pause fra hovedet konstante forholdene sig til alt muligt andet end sig selv. At synke ind og lade sig favne af øjeblikkes unikke livlighed. Der skal ikke ske noget bestemt. Det opstår helt af sig selv og forsvinder igen.

Taler dette til dig et sted. Er du velkommen til at læse mere inde på min hjemmeside https://you-be-you.dk

Kærlig hilsen Marianne