Jeg sidder med min kaffe og kigger ind i tågen som dækker mit smukke landsted.  Jeg elsker den stilhed som tågen har med sig. Den lukker sig sammen om mig og holder alt andet ude. Lige der er jeg rolig og godt tilpas med hvad der er, uden at kunne se ret langt frem. Langsomheden, er tempoet lige nu. Jo langsommere jo lettere sanser jeg impulserne som opstår ud af tågen. Jeg hører mit hjerte tale, min sande vej…

Jeg skriver dette, selvfølgelige til dig som læser det og måske kan lade dig inspirere. Men dette er også til mig om at huske mig selv på, at være tro mod mit hjertes kalden.

Jeg får et billede af et sønderrevet skib, som har været ude i den vildeste storm, og som nu langsomt glider ind i en tyk tåge, uden at kunne se hvorhen.

Der var engang to veje/muligheder. Den ene handler om gamle vaner, skyts og strategier, krydret med frygt, skyld og skam. Den vej er ikke en mulighed mere, jeg slipper, slipper og slipper igen det gamle og læner mig i tillid ind i den nye verden. En verden jeg endnu ikke kan se. Gennem stilhed, kan jeg mærke den dybe kerne i mig, som vokser og sætter sit unikke fodspor på denne jord. Når vi kan se den unikhed i os alle, kan vi i fællesskab, skabe en ny verden, hvor vi forbinder os med vores klode.